Mest læste i dag
Det kom som lidt af et chok, da Haas meddelte, at de havde besluttet sig for at hente Nico Hülkenberg ind som holdkammerat til danske Kevin Magnussen.
Det skyldes, at deres fortid ikke har været lutter lagkage. Tværtimod er de røget i totterne på hinanden et par gange, og der er især én episode, som de fleste husker tydeligt.
Til trods for dette, så har de vist, at de er i stand til at arbejde godt sammen. Det beviste de også i Australien, hvor de begge formåede at komme fra banen med point.
Hülkenberg sluttede en enkelt plads foran Magnussen, men det var primært forårsaget af, at han fik en heldig safetycar.
Da tyskeren derefter begyndte at nærme sig Magnussen, blev han spurgt, om han kunne sætte farten op. Da det ikke var muligt for den 31-årige dansker, var han hurtig til at lade Hülkenberg smutte forbi, hvilket han har fået stor ros for.
"Han var også meget hjælpsom i dag," sagde Hülkenberg ifølge Ekstra Bladet med reference til løbet i Saudi-Arabien, hvor Magnussen i praksis sikrede ham et point.
"Da jeg kom igennem på medium, havde jeg mere fart. Han var på jagt efter Alex (Albon), men lod mig køre igennem. Jeg kunne så jage Alex, skubbe ham mod mere dækslid og tvinge ham til at stoppe," fortsatte han.
Hülkenberg sagde også, at der er 'harmoni på holdet', og at de arbejder godt sammen. Desuden udtalte han, at de har fået bedre styr på 'bilens aerodynamiske karakteristika', hvilket har givet dem bedre forudsætninger for at hente point.
Fodbold
Tennis