Søndag aften dansk tid var Kevin Magnussen i aktion ved Mexicos Grand Prix, hvor den danske racerkører formåede at køre et fantastisk løb. Det har været med til at sikre meget vigtige point til Haas.
Selvom der var pres på bagfra, så formåede Magnussen at holde fast i sin 7.-plads. Der var ellers en klar forventning om, at han ville være nødt til at flytte sig for både Sergio Perez og Oscar Piastri, men sådan gik det ikke.
Derfor var det også en glad Magnussen, der udtalte sig efter løbet i Mexico. Det var nemlig det hidtil bedste resultat i denne sæson for ham, hvilket også betød, at han kunne tage seks point med videre fra Mexico.
I et interview med TV3 Sport efter løbet indrømmede han endda, at resultatet faktisk var 'bedre, end vi havde turdet håbe på'.
Det er da også værd at nævne, at det sagtens kunne have set helt anderledes ud. Han var under pres fra Piastri, der kom i mål kun en tredjedel af et sekund efter danskeren. Magnussen havde selv regnet med, at han måtte afgive sin plads til den australske kører, men han formåede at holde ham bag sig.
"Vi havde troet, at både Perez (Sergio Perez, Red Bull, red.) og Piastri (Oscar Piastri, McLaren, red.) nok havde en chance for at komme igennem, så en niendeplads havde egentlig været meget acceptabel. Så havde vi været foran alle i midterfeltet," sagde Magnussen til TV3 Sport ifølge Ritzau.
Desuden er det også en af de eneste gange i denne sæson, at Magnussen har formået at slutte foran sin holdkammerat, Nico Hülkenberg. Den tyske kører havde også et rigtig fint løb i Mexico, men måtte dog nøjes med en 9.-plads.
I denne sæson er det blevet til i alt 14 point til Magnussen, hvilket er nok til at give ham en 13.-plads i den samlede stilling. Det kan han dog nå at forbedre, hvis han formår at hente flere point i de resterende løb.