Kevin Magnussen med stor indrømmelse: "Der er en chance for det"
Af: Nicolai Busekist
|
19/06/2024 15:11
Mest læste i dag
Der er flere kørere i Formel 1, der arbejder på at sikre sig nye kontrakter, inden de nye regler træder i kraft i 2026. Derfor bliver der naturligvis også spekuleret meget i, hvordan feltet ser ud i den kommende sæson.
Et af de hold, der er værd at holde øje med i denne forbindelse, er amerikanske Haas. Forud for sæsonen var de relativt pessimistiske omkring deres muligheder, men de ligger i skrivende stund på en 7.-plads i konstruktørmesterskabet.
Nico Hülkenberg har imidlertid scoret seks af holdets syv point i år. Den tyske kører skifter til Sauber i 2025, hvorfor Haas ikke længere kan sætte deres lid til ham. Det har naturligvis fået mange til at stille spørgsmålstegn ved, hvor det efterlader Kevin Magnussen.
Da medierne spurgte om, hvorvidt han kan ende med at stå uden et sæde i 2025-sæsonen, afviste den danske racerkører det ikke.
"Ja, der er en chance for det. Holdet kender mig rigtig godt - jeg er velkendt for dem, så jeg tror ikke, der er noget, jeg skal bevise. Det er et meget åbent marked denne gang. Vi får se, hvordan det går," sagde han ifølge FormulaNerds.
"Jeg har gjort det klart, at jeg gerne vil fortsætte her. Jeg tror, at holdet er i en god position, hvor der er ret godt håb for fremtiden, og jeg vil gerne være en del af det. Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage, før vi ved mere, men indtil da vil jeg bare fortsætte med at køre."
Haas ser heller ikke ud til at have travlt med at bekræfte deres to kørere til den kommende sæson. Af denne grund har Magnussen heller ikke en konkret deadline.
"Jeg har ikke rigtigt en deadline, nej. Jeg mener stadig, at det er et meget åbent marked. Det bliver interessant at se, hvordan det går for alle, men jeg har ikke sat en dato eller noget lignende," sagde Magnussen.
Der er fortsat 15 løb tilbage af sæsonen, hvorfor alt er åbent. Mens hans fremtid er usikker - det kan han ikke løbe fra. Derfor skal han imponere Haas nok til at beholde sin plads. Der er dog masser af konkurrence derude, hvilket kan gøre det vanskeligt for ham.
Den mest bemærkelsesværdige kandidat er den nuværende Formel 2-kører, Oliver Bearman. Ferrari Academy-køreren skal køre i FP1 i Spanien for Haas. Senest leverede han en god indsats i Saudi-Arabien, der potentielt kan have gjort ham fortjent til et sæde.