Lando Norris sætter spørgsmålstegn ved Formel 1-stjerne: "Han ødelægger sit eget løb..."
Af: Emil Martesen
|
06/05/2025 09:20
Mest læste i dag
Der var godt med drama og gnister, da Formel 1-cirkusset ramte Miami Grand Prix i weekenden.
En af dem, der fik grus i maskineriet, var McLaren-stjernen Lando Norris, som efter løbet ikke var bleg for at sætte spørgsmålstegn ved den firedobbelte verdensmester Max Verstappens hårde kørsel.
Ifølge Norris var hollænderen simpelthen sin egen værste fjende denne gang.
Det skriver mediet f1chronicle.com.
Et kapløb med albuerne ude
Allerede fra løbets første omgang blev det tydeligt, at Verstappen havde tænkt sig at gøre livet surt for McLaren-duoen, Norris og Oscar Piastri.
Norris mistede hurtigt fire placeringer, efter han forsøgte at presse sig forbi Verstappen på ydersiden, men måtte en tur ud på afkørselsområdet.
Verstappens kompromisløse kørsel betød, ifølge Norris, at Red Bull-stjernen ødelagde sine egne chancer for en podieplads:
"Han kæmper hårdt, men det er hans egen sag. Han ødelægger sit eget løb. Han kører ikke særlig smart," sagde Norris efter løbet og fortsatte:
"Han kunne sikkert have fået en tredjeplads i dag, men det gjorde han ikke på grund af det der. Ja, han kæmper, det forventer man altid, men sådan er det altså."
Podiet betyder intet
Verstappen selv var ikke videre imponeret over kritikken og tog fjerdepladsen med ophøjet ro:
"Helt ærligt er det slet ikke frustrerende at miste podiet. Vi er her for at vinde, og i dag var vi milevidt fra det, så det gør faktisk ikke den store forskel, om man bliver nummer tre eller fire. Jeg havde intet at miste, så jeg ville egentlig bare have det lidt sjovt derude," lød det fra hollænderen.
McLaren-chefen med løftet pegefinger
Hos McLaren erkendte teamchef Andrea Stella dog, at Norris måske havde været lidt for utålmodig:
"Når vi ser tilbage på situationen, kunne det have været bedre, hvis Lando lige havde lettet på speederen og sikret sig andenpladsen. Bilen var hurtig nok til at passere Max senere, ligesom Oscar gjorde. Lando kunne måske have været en smule mere tålmodig," lød Stellas vurdering.
Trods miseren ser Stella dog ingen problemer i Norris’ aggressive tilgang:
"Det handler nogle gange om millimeter og brøkdele af sekunder. Jeg synes ikke, vi skal lægge for meget i den slags situationer."
Uanset hvad, så fik Miami endnu en gang bevist, at Formel 1 er langt fra kedeligt - især når kørerne har albuerne ude.