Af: Emil Martesen
|
03/06/2025 17:37
Mest læste i dag
Det skulle have været et spansk eventyr, hvor Max Verstappen kunne hale lidt ind på Oscar Piastri i kampen om VM-titlen, men drømmen brast med et brag. Bogstaveligt talt.
Nu vinker Verstappen farvel til mesterskabet - eller rettere sagt, han har aldrig vinket goddag til det.
Den hollandske fartdjævel lå ellers til en solid tredjeplads i det spanske løb, da en sen Safety Car kom i vejen. Som man siger, ét uheld kommer sjældent alene, og hos Red Bull løb man tør for det bløde gummi.
Verstappen blev sendt tilbage på banen med hårde dæk, og straks blev han snuppet af Charles Leclerc, og som salt i såret blev han presset af George Russell i samme sving, og det var dér, filmen knækkede.
Det skriver mediet gpblog.com.
I frustration, eller måske ren afmagt, vendte Verstappen bilen direkte ind i Russell.
Situationen blev bestemt ikke bedre af Red Bulls ordre om at give pladsen tilbage til briten. For Verstappen kogte det over, og dommerne var ikke i tvivl – ti sekunders tidsstraf og en ynkelig tiendeplads blev resultatet. 15 point blev til sølle ét enkelt.
Med en føring på hele 49 point efter kun ni runder virker Piastri nærmest urørlig, og Verstappen selv virker ærligt talt heller ikke særlig tændt på idéen om en titelduel:
”Jeg har aldrig sagt, at jeg var med i kampen om mesterskabet. Hvert eneste løb har været hårdt indtil videre. Når de (Piastris team, red.) rammer plet, så er de simpelthen uslåelige. Det har været tydeligt hele sæsonen,” lød det fra Verstappen efter løbet.
Dermed står Verstappen tilbage med mere frustration end point i mesterskabsregnskabet.
Han synes nærmest allerede at have kastet håndklædet i ringen, mens Piastri kører derudad uden at se sig tilbage.
Hvad der skulle have været en kamp om titlen, ser nu mere ud til at blive en lang, tung sæson for Verstappen. Men sådan er motorsport jo også nogle gange, for det går ikke altid efter bogen.
Fodbold
Tennis