Af: Nicolai Busekist
|
17/02/2024 09:05
Mest læste i dag
I starten af denne måned kom det frem, at Christian Horner af en kollega var blevet anklaget for 'upassende adfærd'. Det har naturligvis medført, at han har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed på det seneste.
Flere gange har Horner gjort det klart, at der ikke er hold i anklagerne. Men nu er der blevet kastet nyt lys over sagen, da nye detaljer er kommet frem.
Det hollandske medie De Telegraaf var de første til at bringe historien om, at han var blevet anklaget for upassende adfærd. Nu er det lykkedes dem at grave endnu mere frem om sagen.
Efter sigende skulle hele sagen handle om, at Horner gennem længere tid havde sendt seksuelle beskeder til en kvindelig kollega. Til sidst blev det for meget for hende, hvorfor hun besluttede at anmelde det til Red Bulls hovedkvarter som seksuel krænkelse.
Det er dog ikke alt, for det er nu også kommet frem, at Horner forsøgte sig med at betale sig ud af problemerne. Det hollandske medie skriver, at han tilbød den omtalte kvinde hele 650.000 pund, hvilket svarer til 5,6 millioner kroner.
Den britiske teamchef skulle have fået sine advokater til at sende tilbuddet til kvinden, da han fandt ud af, at der var blevet startet en intern undersøgelse i Red Bull.
Det kan derfor tyde på, at han gerne ville have begravet sagen hurtigst muligt. Men det nåede han ikke, for på det tidspunkt havde flere medier allerede fundet frem til historien. Og nu har den spredt sig til hele verden.
Der bliver snart taget hul på 2024-sæsonen i Formel 1, og Red Bull har for nylig løftet sløret for deres bil. Her var Horner også med, hvorfor han fortsat passer sit arbejde som teamchef, selvom undersøgelserne er i gang.
Red Bull har ikke meldt noget ud om, hvornår de forventer at være færdige med undersøgelsen. Derfor kan det ikke udelukkes, at det først kommer til at ske, når sæsonen er startet.
Fodbold
Tennis