Toto Wolff har aldrig været bange for at gå imod strømmen, og det var han bestemt heller ikke, da han skrev kontrakt med det unge italienske fænomen Kimi Antonelli.
Det var lidt som at sætte hele sølvtøjet på rød i roulette: et sats, der fik mange til at løfte øjenbrynene og spekulere på, om den 17-årige havde dét, der skulle til for at klare mosten i Formel 1.
Men nu, et stykke inde i sæsonen, ser det ud til, at Wolff har haft næse for talent. Antonelli flyver lavt, og ikke bare i bogstavelig forstand. Han holder snore i George Russell, og det er ikke småting, når man er ny i klassen og stadig mangler erfaring med at få dækkene til at holde hele vejen hjem.
Der er stadig lidt knaster hist og her, men farten - den har han i benene.
Det skriver mediet lastwordonsports.com.
Et bump på vejen, ikke enden på linjen
Samtidig kæmper Lewis Hamilton en anden kamp.
Nu i Ferrari-rødt og med håbet om en sidste stor triumf, har det dog indtil videre mest været som at køre med håndbremsen trukket. SF-25'eren driller, strategien halter, og mange - især de hurtige meninger på sociale medier - har været hurtige til at dømme den syvdobbelte verdensmester ude.
Men Toto Wolff selv er ikke i tvivl:
"Han dominerede fuldstændigt det [sprint]løb. Det er ikke sådan, at man har magien i ét løb, og så pludselig mister magien i det næste."
Der er altså stadig tryllestøv i skoene, hvis bare bilen spiller med. Og det er ikke kun Toto, der holder fast, for Ferraris Fred Vasseur bakker op og peger fingeren mod bilen, ikke køreren.
En beslutning der batter
Set fra pitmuren i Brackley virker det tydeligt: Mercedes er ikke længere i krise, men i genopbygning.
Med Russell som det sikre kort og Antonelli som det vilde es, har Toto Wolff sat sin fremtid i hænderne på et ungt talent - og det ser faktisk ud til at virke.
Som Wolff selv siger, er det naturligt med bump på vejen, når man skifter hold efter 12 år - især når man træder ind i et Ferrari, hvor Leclerc har sat sit præg længe.
Men mens Hamilton lærer at danse til en ny melodi i Maranello, dirigerer Wolff sin egen symfoni i sølv. Og den lyder bedre og bedre for hver weekend.
