Henrik Møllgaard stopper karrieren: "Det er den ultimative pris"
Af: Marcus Dam
|
17/12/2024 14:57
Mest læste i dag
Den 39-årige håndboldprofil stopper sin aktive karriere til sommer, men det er med en helt særlig grund.
Møllgaard skal nemlig være assistenttræner i den franske storklub Paris Saint-Germain under sin tidligere træner Stefan Madsen.
Det skriver TV 2 Sport.
Et tilbud han ikke kunne sige nej til
Mandag annoncerede Møllgaard sit karrierestop, men kort efter kom nyheden om det overraskende skifte til PSG.
Den pludselige mulighed for at fortsætte i håndboldverdenen på en ny måde har tændt en gnist i ham:
"Det er den ultimative pris for mig, selvom jeg ved, at det (karrierestoppet, red.) var kommet lige om lidt, uanset hvor meget jeg ville det," siger Møllgaard til TV 2 Sport.
For under en måned siden så situationen anderledes ud.
Her havde Møllgaard og Aalborg Håndbolds ledelse aftalt, at han fortsat havde noget at give på banen.
Men med PSG’s tilbud ændrede alt sig hurtigt.
Læs også
Paris har en særlig plads i hjertet
Beslutningen blev lettere af, at Paris er en by, der betyder meget for Møllgaard og hans familie.
Fra 2016 til 2018 spillede han for PSG, og minderne fra dengang vejede tungt:
"Paris er noget specielt for os. Augusta er født dernede, og Viola havde også nogle fantastiske år som barn. Det bliver en oplevelse, vi ser frem til som familie," fortæller han til TV 2 Sport.
Henrik Møllgaard er klar til at tage udfordringen op som assistenttræner for en af Europas største klubber og ser frem til at arbejde sammen med Stefan Madsen igen.
Med en toårig aftale på plads bliver det næste kapitel i Møllgaards håndboldliv skrevet i den franske hovedstad.
For Møllgaard er skiftet både et farvel til en glorværdig spillerkarriere og en spændende start på en ny tilværelse.
Med fingrene på kogepladen, som han selv beskriver det.