Håndboldlegenden Mikkel Hansen har endelig solgt sin luksuslejlighed på Østerbro efter flere måneders ventetid.
Lejligheden, som har været på markedet siden maj, blev solgt for 14 millioner kroner, hvilket er halvanden million mindre end den oprindelige udbudspris på 15,5 millioner.
Det skriver SE og HØR.
Den 186 kvadratmeter store bolig, som ligger i en historisk ejendom fra 1903, blev købt af Mikkel Hansen i 2011 for 5,8 millioner kroner.
Dermed står det klart, at han har tjent 8,2 millioner på boligsalget, selvom han måtte strække sig lidt til sidst.
God timing
Salget af lejligheden kommer på et belejligt tidspunkt for den tidligere håndboldspiller og hans familie.
Tidligere i år investerede han og hans kone, Stephanie Gundelach, i en anden luksusejendom – nemlig afdøde Eddie Skollers hus i Charlottenlund.
Villaen betalte de 20,8 millioner kroner for.
Efter at have trukket sig tilbage fra håndboldbanen kan han nu nyde sit otium og tilbringe mere tid med sine nærmeste - uden at et boligsalg hænger over hovedet på ham som en mørk regnsky.