Mikkel Hansen og Niklas Landin kaster sig ud i nyt projekt

Af: Nicolai Busekist

|

26/09/2024 08:26

Håndbold
Foto: katatonia82 / Shutterstock.com
Foto: katatonia82 / Shutterstock.com
Det er ikke meget, man har hørt fra Mikkel Hansen, siden han indstillede sin karriere efter triumfen ved OL i Frankrig.

Mest læste i dag

Nu ser det ud til, at Mikkel Hansen endelig er klar til at dele lidt ud efter sit karrierestop. Han har nemlig valgt at kaste sig ud i et helt nyt projekt, der netop kræver, at han er villig til at åbne op.

Det betyder også, at han ikke er helt færdig med håndbold. Hans mange fans kan glæde sig over, at de får rig mulighed for at opleve ham de kommende måneder.

Det skyldes, at han har offentliggjort, at han skal ud på en foredragsturné i Danmark fra november til januar. Det skriver B.T., der også skriver, at han ikke kommer til at være alene om at holde disse foredrag.

Den tidligere håndboldspiller kan glæde sig over, at han får selskab af Niklas Landin, som han i mange år har spillet sammen med på det danske landshold.

Det er Landin, der i et opslag på det sociale medie Instagram afslører, at de to tidligere landsholdsstjerner skal ud på en foredragsturné sammen. Det samme opslag har han også brugt til at hylde Hansen.

"Det har været en vild rejse med kæmpe oplevelser, nedture og fantastiske opture. Jeg husker stadig, da det hele startede i midten af 00'erne med DHF's sommerlejr og tiden på handelsskolen i Svendborg," skriver han i sit opslag på det sociale medie.

"Du er og har altid været den ener, alle har sagt fra starten af, at du var. Men vigtigst for mig i alle årene har været din måde at skubbe en gruppe frem med din vindermentalitet samtidig med, at du er loyal og en god ven."

"Det har været en kæmpe ære at kæmpe ved din side i flere hundrede landskampe. Jeg har altid følt mig i sikre hænder ved din side."

Skulle man have lyst til at høre et foredrag med Landin og Hansen, er der rig mulighed for dette. Efter planen kommer de nemlig til at holde hele syv foredrag fra starten af november til slutningen af januar.

Fælles for dem begge er, at de har indstillet deres karriere på det danske landshold. Til gengæld er det kun Hansen, der også er færdig i Aalborg Håndbold, hvor Landin fortsat er under kontrakt.