Af: Nicolai Busekist
|
02/06/2024 12:57
Mest læste i dag
Lørdag var Niklas Landin i aktion for Aalborg Håndbold, hvor han endte med at spille en stor rolle. I sidste minut lavede han en afgørende redning, som var med til at sikre, at de vandt over Fredericia HK i den tredje DM-finale.
Den danske stjerne har været på sidelinjen siden starten af maj, hvor han fik en bold i hovedet. Her blev han ramt på en sådan vis, at han fik en blødning på nethinden i det ene øje. Derfor har han ikke været i stand til at spille synderligt meget på det seneste.
Onsdag blev den anden DM-finale spillet, og her var han en del af kamptruppen. Han blev skiftet ind undervejs, men han gjorde ikke den store forskel. Lørdag blev han derimod udvalgt til at starte i målet, og det var han rigtig glad for.
"Det var en forløsning. Det har virkelig været nogle hårde uger, og jeg tror aldrig nogensinde, jeg har været så nervøs før en kamp. Jeg havde halvanden træning op til kampen. Jeg er sindssygt lettet over at hive det hjem," sagde Landin til TV 2 Sport ifølge Ritzau.
Aalborg havde bragt sig foran med fem mål, da de to hold gik til pause. I anden halvleg var det i høj grad Frederica, der sad på spillet, og de formåede derfor at kæmpe sig tilbage.
Da de var foran med 27-26, leverede Landin en vigtig redning på et skud fra Martin Bisgaard. Det endte med at spille en afgørende rolle i, at den nordjyske klub kunne tage DM-guldet med hjem.
"Det er fedt. Især når man gør det på hjemmebane. Jeg havde gerne vundet i Fredericia, men det her er jo sindssygt fedt, at vi kan hive den hjem sammen med vores fans," lød det også fra Landin.
Fodbold
Tennis