Af: Nicolai Busekist
|
03/06/2024 08:03
Mest læste i dag
Niklas Landin har været en del af det danske landshold i omtrent 16 år. I den periode har han flere gange været beskrevet som en af verdens bedste målmænd.
Men nu har han besluttet, at det er tid til at indstille landsholdskarrieren. Det betyder, at OL i Paris bliver 'the last dance' for den erfarne målmand.
I et interview med TV 2 Sport fortæller han, at det ikke har været en nem beslutning. Det er noget, han har tænkt over i lang tid, men nu er beslutningen truffet, da det føles rigtigt for ham.
"Det er en beslutning, som har været længe undervejs, men jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt nu. OL i Paris er det perfekte punktum. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at slutte af med OL-guld," siger han.
Landin kan bryste sig af at have en meget glorværdig karriere bag sig, og det gælder naturligvis også for hans tid på landsholdet. I alt er det blevet til hele 273 landskampe for Danmark. Det er et tal, der er blevet muliggjort af, at han ikke har misset én eneste slutrunde siden han fik debut i 2008.
Derfor har han naturligvis også været med til at opnå store bedrifter med det danske landshold. Blandt andet har han stået i 10 finaler, ligesom han har været med til at vinde fem guldmedaljer. Desuden er han blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller to gange.
Selvom han mener, at det er tid til at stoppe på landsholdet, så er Landin ikke færdig med at spille håndbold. Derimod fortsætter han på klubplan, men fremover skal han finde noget andet at bruge sin januar måned på, da denne måned normalvis har været afsat til slutrunder.
"Det bliver utrolig specielt, men jeg tror, at det vil gavne håndboldspilleren i Aalborg, når jeg pludselig kan se frem til en pause fra håndbolden i start januar. Jeg håber, at det kan være med til, at jeg kan holde mig på toppen i lang tid endnu," siger han også til TV 2 Sport.
Fodbold
Tennis