I lang tid så det ud til, at landstræner Nikolaj Jacobsen endelig skulle nå sit mål om at vinde en EM-guldmedalje. Danmark var nemlig foran i en stor del af kampen mod Frankrig, men endte i sidste ende med at tabe.
Da Frankrig endelig fik udlignet i anden halvleg, var Danmark ikke i stand til at bringe sig i front igen. Derfor endte kampen uafgjort i den ordinære spilletid, og de to landshold skulle afgøre kampen i forlænget spilletid.
Her var det Frankrig, der var skarpest, hvorfor de endte med at vinde finalen. Det var tydeligt at se på de danske spillere, at de var hårdt ramt af nederlaget, da de forlod banen.
Og netop dette var faktisk noget, som den danske landstræner udtalte sig om i omklædningsrummet efter kampen. Her bad han sine spillere om at holde fast i den store ærgrelse, så de kan være sultne efter at tage revanche, når de til sommer skal spille OL.
"Det skal være sådan, at spillerne har lyst til revanche. Det sagde jeg også i omklædningsrummet. Jeg sagde, at de skal huske på den følelse, de sidder med nu, og at de skal gøre alt, de kan, for ikke at sidde med samme følelse efter OL. For det er ikke en rar følelse," siger han til TV 2 Sport.
"Det kommer vi til at bruge som motivation i det hårde arbejde, der venter frem mod OL."
Selvom det ikke blev til en guldmedalje under EM, har det danske mandskab alligevel meget at glæde sig over. Blandt andet leverede de på et meget højt niveau, hvorfor de igen beviste, at de er et af de bedste landshold i verden.