Nikolaj Jacobsen med klar besked: Mikkel Hansen har fortjent det

Af: Marcus Dam

|

05/12/2024 13:50

Håndbold
Foto: Kolektiff Images/DeFodi Images via Getty Images
Foto: Kolektiff Images/DeFodi Images via Getty Images
Landstræneren sætter ord på Mikkel Hansens imponerende bedrift

Mest læste i dag

Afslutningen på Mikkel Hansens håndboldkarriere kunne næsten ikke være skrevet bedre.

I hans sidste kamp var han med til at vinde OL-guld med Danmark, og kampen endte med at være det perfekte punktum på en mindeværdig æra.

Gennem sin karriere vandt Mikkel Hansen et hav af trofæer, og gennem mange år blev han anset for at være den bedste spiller i verden.

Og det bliver han nu anerkendt for.

Efter kun tre måneder som 'pensionist' er Mikkel Hansen blevet inviteret ind i Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) eksklusive Hall of Fame.

Den officielle ceremoni finder sted den 14. december under EHF's Excellence Awards 2024.


Nikolaj Jacobsen er ikke i tvivl

Herrelandsholdets træner Nikolaj Jacobsen blev selv optaget i Hall of Fame i 2022, og han er slet ikke overrasket over, at han nu får selskab af Mikkel Hansen:

"Mikkel var i næsten 20 år én af verdens bedste håndboldspillere, så det er meget naturligt, at han får den hæder. Han har ydet en fantastisk præstation som spiller, og så har han være et forbillede for så mange unge mennesker i alle de lande, hvor håndbolden spiller en rolle," siger han til B.T.

Selvom Nikolaj Jacobsen beskriver optagelsen i Hall of Fame som en 'dejlig anerkendelse', understreger han, at den ikke medførte nogen større forandringer i hans liv.

"Det er dejlig anerkendelse, hvor man kommer med i en eksklusiv klub. Men altså...det er ikke noget, der kommer til at forandre dit liv. Det bliver ikke den sidste Hall of Fame, han kommer i. Men det har han også fortjent," udtaler han.