Undrede du dig også? Danmark med helt særlig gestus
Af: Marcus Dam
|
03/02/2025 07:57
Mest læste i dag
Med få sekunder tilbage på uret gav de danske spillere et usædvanligt signal til en af historiens største profiler.
En sidste hyldest til en legende
20 sekunder før kampen sluttede, stod Kroatien med bolden i angreb.
Mads Mensah vendte sig mod Jannick Green i målet og udvekslede et par ord, inden han med sin hånd signalerede "værsgo."
Kort efter kunne Domagoj Duvnjak trække ned mod det danske mål og sende bolden i nettet – et sidste mål i hans sidste landskamp.
Den kroatiske stjernespiller har været en del af landsholdet siden 2006 og har igennem årene været en af sportens mest respekterede figurer.
Han vidste allerede før finalen, at det ville blive hans sidste optræden i den kroatiske trøje, men han havde nok ikke forventet en så særlig afsked:
"For det første må jeg takke min træner Dagur for at have bragt mig ind i kampen – og dernæst tak til de danske spillere og Jannick Green i målet for at lade mig score så let," sagde Duvnjak til TV 2 Sport.
Han tilføjede, at det var et både smukt og trist øjeblik, fordi han vidste, at det var hans sidste mål for Kroatien.
Stor respekt fra Danmark
Efter kampen forklarede Mads Mensah, hvordan situationen opstod.
Da Kroatiens landstræner Dagur Sigurdsson gjorde klar til at skifte Duvnjak ind, forstod de danske spillere hurtigt, hvad der var på vej:
"Han er en kæmpe, kæmpe spiller og en af de største, der har været i min tid i hvert fald. Jeg kunne ikke finde nogen grund til ikke at gøre det og give ham et mål som afsked," sagde Mensah om beslutningen.
Danmark endte med at vinde finalen 32-26, men for Duvnjak betød det meget at kunne afslutte sin imponerende landsholdskarriere med en sidste scoring.
Selv uden guldmedaljen kunne han tage en særlig oplevelse med sig fra sin sidste kamp.