Medie: Storklub ville hente Kasper Schmeichel

20/01/2023 09:58

|

Nicolai Busekist

Foto: Srdjan Stevanovic - UEFA/UEFA via Getty Images

Mest læste i dag

Kasper Schmeichel spiller i dag i Nice, men han kunne potentielt have spillet et helt andet sted.

Den danske keeper blev sidste år hentet fra Leicester til Nice, hvorfra han angiveligt kunne have skiftet til en helt tredje klub.

Det skriver den tyske avis BILD, der melder, at han faktisk var en del af overvejelserne i Bayern München, der for nylig har været på jagt efter en ny målmand.

Det endte med, at de fik hentet schweiziske Yann Sommer, som var deres foretrukne valg, men var det ikke gået på denne måde, kunne den danske målmand have befundet sig i den tyske klub i dag.

Ifølge det tyske medie var det nemlig klubbens Plan B, at de ville hente den danske målmand, hvis de ikke havde haft succes med at hente Sommer.

Angiveligt havde den tyske klub også lagt en føler ud, og Schmeichel siges at have være åben for et sådant skifte fra Nice, til trods for, at han blev hentet til klubben i sommer.

Grunden til, at München har været på jagt efter en ny målmand er, at tyske Manuel Neuer er ude med en skade. Derfor er der behov for at hente en målmand ind, der kan dække ind for ham.

Hvad der kan have medvirket til, at Schmeichel var åben for et skifte til Bundesligaen-klubben er, at han ikke fik den bedste start på livet i den sydfranske klub.

Faktisk har hans præstationer været så mangefulde, at han er blevet tildelt en plads på et flophold lavet af en fransk avis.

På det seneste ser det dog ud til, at han har genfundet sin gode form, da han har leveret en række gode præstationer.

Han har kontrakt med Nice frem til sommeren 2025, hvorfor han er sikret en arbejdsgiver i de næste to år.