Af: Nicolai Busekist
|
18/06/2024 08:02
Mest læste i dag
Tidligere i år kom det frem, at Mark O. Madsen havde valgt at indstille sin karriere. Dermed satte han også et endeligt punktum for sin tid i UFC (Ultimate Fighting Championship), hvor han er en af de eneste danskere, der har fået et gennembrud.
Selvom han har valgt at trække sig tilbage fra sin aktive karriere, betyder det dog ikke, at han er færdig med MMA. Det gjorde han klart mandag på et pressemøde i KB Hallen.
På dette pressemøde lancerede han nemlig Dominance Fighting Championship (DFC). Formålet med dette er at skabe et helt nyt mesterskab inden for MMA, som primært kommer til at fokusere på det europæiske marked.
Da han lancerede DFC., lagde han ikke skjul på, at han havde hentet inspiration fra UFC. Han har nemlig en stor drøm om at skabe den europæiske pendant til UFC, hvilket naturligvis kræver, at han formår at tiltrække nogle af de dygtigste kæmpere i verden.
"Min vision er at skabe Europas version af UFC ved at tiltrække de bedste free agents (uafhængige kæmpere, red.) worldwide og skabe elektriske og engagerende kampe," skrev Mark O. Madsen i et opslag på Facebook.
Hvis du som dansk MMA-fan er glad for denne nyhed, kan du også glæde dig over, at der snart er kampsport at se i København. Det første event bliver nemlig afholdt allerede i september i år.
"Vi drømmer om at skabe Las Vegas-værdige MMA-shows i hjertet af København, hvor vi første gang åbner dørene den 21. september i selveste KB Hallen til underholdning og kampe," afslørede den tidligere UFC-kæmper.
Mark O. Madsen har ikke selv været aktiv siden januar, hvor han valgte at trække sig tilbage. Han har en fortid som bryder, hvor han nåede sin karrieres højdepunkt, da han i 2016 kunne tage en OL-sølvmedalje med hjem fra Rio.
Fodbold
Tennis