Af: Nicolai Busekist
|
26/06/2024 10:48
Mest læste i dag
I sidste uge løftede den tidligere UFC-kæmper Mark O. Madsen sløret for Dominance Fighting Championship (DFC), hvilket har ført til et væld af beskeder, mails og opkald.
Af denne grund har han den seneste uge været meget overrumplet, da han har haft nok at se til. Ikke desto mindre glæder han sig over, at DFC er kommet så godt fra start.
"Det er virkelig fedt at opleve. Fænomenalt," siger han til Ekstra Bladet.
Hvad der også er værd at fremhæve er, at han faktisk ikke engang har annonceret de første kampe endnu. Derfor er det noget helt særligt, at der allerede nu er så stor interesse omkring hans kommende begivenhed.
"Jeg har ingen kampe endnu. Men det skal nok komme. Jeg har en aftale med Rajbek (Bisultanov, red.), og der er allerede en lang række henvendelser fra både danske og internationale kæmpere, der vil på kortet," sagde han.
Hidtil har han dog ikke ønsket at komme nærmere ind på, hvem der har meldt sig på banen. Derfor er der ikke blevet afsløret nogle navne i forbindelse med DFC. Til trods for dette, så er der godt gang i billetsalget til K.B.-Hallen, hvor det første arrangement finder sted den 21. september i år.
Til Ekstra Bladet forklarede han, at han endnu ikke var bekendt med det præcise antal, men at der var tale om flere hundrede billetter. Desuden glædede han sig også over, at alle de såkaldte 'ringside'-billetter allerede er blevet solgt.
Efter lanceringen af DFC har Madsen også fået omtale flere andre steder i verden. Blandt andet har store sites som MMA Junkie og MMA Fighting omtalt det nye koncept, som af den tidligere OL-sølvvinder er blevet beskrevet som 'det europæiske svar på UFC' på den lange bane.
Fodbold
Tennis