Mest læste i dag
Efter US Open sidste år valgte Caroline Wozniacki at holde en lang pause. Faktisk varede denne pause helt frem til starten af året, hvor hun vendte tilbage til banen.
Her blev hun slået ud i første runde, hvorfor det igen har været tid til en pause for den danske stjerne. Inden længe tager hun dog hul på Australian Open, som er årets første Grand Slam-turnering.
Efter denne turnering er det planen, at hun igen tager en længere pause fra at spille turneringer. Det skyldes, at hun har besluttet sig for, at hun ikke vil rejse til Mellemøsten.
Som følge af dette kommer hun ikke til at tage del i de to WTA 1000-turneringer i Doha og Dubai i februar. Derimod er det hendes plan, at hun vil holde en pause fra at spille turneringer frem til Indian Wells, der løber af stablen i marts.
Det fortæller hendes far og træner, Piotr Wozniacki, til Ekstra Bladet.
"Vi kan selvfølgelig diskutere frem og tilbage, om det er godt eller skidt. Men Caroline har taget en beslutning om, at hun ikke skal spille så mange turneringer i år," siger han.
"Jeg tror, det er den rigtige beslutning. Hun er også en anderledes spiller nu, fordi hun har børn og familie. Hun ved, hvad hun skal lave i år, og hun har sat helt konkrete mål. Hun har et mål om at spille de fire grand slams og OL. Og hendes mål er det vigtigste."
Han gør det også klart, at det ikke er ham, der har truffet denne beslutning. Derimod er det Caroline Wozniacki, der selv har valgt, at hun vil holde en pause frem til marts.
Før i tiden havde han mere at skulle have sagt. Det har han ikke i dag, hvorfor han overlader det til sin datter. Og hun har truffet en beslutning om at ville holde en længere pause, når hun er færdig med Australian Open.