Tidligere F1-kører: Daniel Ricciardo kan blive afløst af 21-årig midt på sæsonen
Af: Nicolai Busekist
|
05/01/2024 13:00
Mest læste i dag
Det er ikke sikkert, at Daniel Ricciardo får mulighed for at gennemføre hele 2024-sæsonen som AlphaTauri-kører. Sådan lyder det i hvert fald fra den tidligere Formel 1-kører Christijan Albers.
Han mener, at den australske racerkører kan ende med at blive afløst midt på sæsonen. Det kræver dog, at der er en række ting, der går op i en højere enhed.
Konkret afhænger det af, hvordan Sergio Perez kommer til at klare sig hos Red Bull. Han er i forvejen under pres, og formår han ikke at præstere, risikerer han derfor at blive afløst midt på sæsonen.
Hvis Red Bull beslutter sig for at skille sig af med Perez, ser Albers det som meget sandsynligt, at Ricciardo får lov til at overtage hans sæde. Det vil betyde, at AlphaTauri er nødt til at hente en afløser, og det kan meget vel være Liam Lawson.
Den 21-årige racerkører kørte også for AlphaTauri i den seneste sæson, hvor han dækkede ind for Ricciardo, der blev skadet på Zandvoort. Her imponerede han stort, og derfor er der en klar forventning om, at han én dag vender tilbage til sporten.
"Personligt synes jeg, det er en skam, at Liam Lawson ikke har en plads. Som afløser for den skadede Daniel Ricciardo klarede han sig rigtig godt i fem weekender," skriver han i sin klumme for De Telegraaf.
"Jeg synes, at Lawson har fortjent en chance. Især på et hold som AlphaTauri. Det er en skam."
"Det ville ikke overraske mig, hvis det ændrer sig i løbet af 2024-sæsonen. Hvis Sergio Perez fortsætter sådan hos Red Bull, tror jeg, at der er en stor chance for, at han bliver afløst af Ricciardo, forudsat at han præsterer godt."
"Og så er vejen stadig banet for Lawson. Perez kan glæde sig over, at han skrev under på en toårig kontraktforlængelse i 2022. Ellers havde han ikke været hos Red Bull i næste sæson."