Både Rafael Nadal og Carlos Alcaraz kan se frem til at få en stor sum penge ind på kontoen, da de skal spille en opvisningskamp ved Netflix Slam. Denne kamp bliver udelukkende sendt live på streamingtjenesten.
Det har dog vist sig, at det ikke er den eneste måde, som de har planer om at tjene penge på. De har nemlig også valgt at tilbyde velhavende, at de kan betale for en træningssession, men de skal grave dybt i lommerne.
Ifølge TennisUpToDate er et skærmbillede gået viralt på de sociale medier, der viser, at det koster 150.000 dollars for en træningssession med enten Nadal eller Alcaraz. Det svarer til omtrent en million kroner.
Er man villig til at nøjes med en gruppetræning, så koster det 50.000 dollars, svarende til over 340.000 kroner. Det er markant mere end spillere som Taylor Fritz og Frances Tiafoe, der kun opkræver 25.000 dollars pr. person.
Las Vegas er en by kendt for deres mange velhavende indbyggere, men det er ikke alle, der har taget godt imod tilbuddet. Faktisk er der mange, der har langet kraftigt ud efter både Nadal og Alcaraz.
"Jeg kunne ikke komme i tanke om noget mere pinligt ved at vise Nadal min forhånd for 150.000 dollars," skrev en bruger for sjov.
Andre mener derimod, at det er forkert af de to stjerner at opkræve så mange penge for deres tid. Det skyldes naturligvis, at de begge i forvejen er meget velhavende.
"Det her er sindssygt. Begge disse spillere er millionærer, men de opkræver 150.000 dollars for en træningssession? Ville det ikke være bedre at give gratis sessioner til børn fra familier med lav indkomst eller dårligt stillede familier?" Vigtigt at give tilbage og ikke altid tage. Dårlig stil," skrev en anden.
Især Nadal har fået stor kritik, hvor flere har givet udtryk for, at han burde trække sig tilbage med værdighed.
"Det her er forfærdeligt. Skam over alle de spillere, der udnytter fans i denne grad. Hvor lavt kan Rafa synke? Fra den saudiarabiske aftale til at malke enhver mulig aftale indtil slutningen. I det mindste trak Roger (Federer, red.) og Serena (Williams, red.) sig tilbage med værdighed," skrev en tredje.