Holger Rune gad ikke at svare: 'Det er et dumt spørgsmål'
Af: Nicolai Busekist
|
18/12/2023 10:00
Mest læste i dag
Søndag var Holger Rune i aktion i London, hvor han spillede sig hele vejen til finalen i UTS (Ultimate Tennis Showdown). Her stod han overfor britiske Jack Draper, der på dagen viste sig at være den stærkeste af de to.
UTS er en opvisningsturnering, som ikke er en del af ATP Tour. Det betyder, at disse kampe ikke giver Rune point til ranglisten. Til gengæld er han blevet betalt for at deltage i turneringen.
Desuden er der ikke tale om en turnering, der følger de gængse tennisregler. Derimod bliver der spillet på tid, da kampen er opdelt i fire perioder af otte minutter. Desuden har man helt valgt at droppe andenserven, ligesom der er interviews i kampens pauser..
I forbindelse med en af kampene, blev Rune spurgt ind til sit syn på konceptet. Her lagde han ikke skjul på, at det ikke har været noget for ham. Det store spørgsmål er derfor, om Rune fremover kommer til at deltage i flere UTS-turneringer.
"Jeg nyder det ikke," sagde han i et interview midt under kampen mod Alexander Bublik.
Da han blev spurgt om, hvorfor han ikke nyder det, svarede han, at han 'ikke ved det'. Han beskrev det som 'tennis, men mærkeligt'. Da han efterfølgende blev spurgt, hvorfor han havde det på den måde, kom han med et meget kontant svar.
"Det er et dumt spørgsmål,« lød det fra danskeren, der ifølge B.T. smilte og afbrød interviewet.
Turneringen i London var den sidste, som Rune skulle spille i år. Det betyder, at han nu kan rette hele sit fokus mod at forberede sig til den kommende sæson.
Denne sæson starter han i Australien, hvor han først skal spille en ATP 250-turnering. Den bliver brugt som opvarmning til Australian Open, som vil være hans første chance for at vinde en Grand Slam-turnering.