Den danske tennisspiller tog hul på denne sæson ved Brisbane International i Australien. Her mødte han australske Max Purcell i første runde, hvilket endte med en sejr.
Han kom dog ikke godt fra start, hvorfor der hurtigt opstod tvivl om hans niveau. I de første tre partier blev det kun til et enkelt point for Holger Rune, der derefter kortvarigt forlod banen.
Det var hans modstander ikke specielt tilfreds med, men Rune fik lov af kampens dommer. Efter kampen har han forklaret, at han havde drukket for meget, og derfor var nødt til at løbe ned i omklædningsrummet for at tisse.
Han har også afsløret, at det var svært for ham i starten, da det var hans første kamp i år. Derfor var han også nødt til at justere en del, inden han begynder at overtage kampen.
"Det var svært, især i starten. Jeg skulle justere meget. Men det er første kamp i året og sæsonen, så det er en god dag. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle kæmpe videre," sagde han ifølge TV 2 Sport.
Med sejren over Purcell har han sikret sig en plads i anden runde, hvor han skal spille mod russiske Alexander Shevchenko. Denne kamp skal sandsynligvis spilles onsdag dansk tid, men der er endnu ikke blevet meddelt et officielt tidspunkt for kampen.
Den unge dansker understregede også, at hans mål stadig er at vinde en Grand Slam-titel. Han håber selv på, at det kan blive en realitet i denne sæson.
"Mit mål er at vinde Grand Slams. Jeg har arbejdet hele mit liv på det. Forhåbentlig sker det i 2024," lød det fra ham.