Turneringen i Riyadh i Saudi-Arabien står til at blive årets mest pengestærke opvisningsturnering, når den finder sted i oktober. Derfor står en række store tennisstjerner klar til at kæmpe om sejren og de mange penge.
Six Kings Slam giver ikke point til ATP-ranglisten, da det er en opvisningsturnering. Alligevel har flere store stjerner valgt at acceptere tilbuddet om at være med, da der er en enorm præmiesum på højkant.
De tennisstjerner, der deltager, nkluderer Jannik Sinner, Carlos Alcaraz, Novak Djokovic, Rafael Nadal, Daniil Medvedev og Holger Rune, som hver især får omkring 10 millioner kroner blot for at møde op – langt mere end de udbetalinger, som f.eks. semifinalister modtog ved Wimbledon tidligere i år.
Vinderen af Six Kings Slam kan desuden forvente en præmie på omtrent 40 millioner kroner, hvilket er næsten det dobbelte af Sinners pengepræmie ved US Open i september.
For at øge hypen blev der fredag udgivet en fem minutter lang reklamevideo produceret af Los Perez, som skildrer de seks tennisspillere i episke historiske scener, der er knyttet til deres baggrund og spillestil.
Videoen har fået fans til at gå amok forud for den kommende turnering, der bliver spillet fra den 16. til den 19. oktober på The Venue i Riyadh, ifølge Express.
I den filmiske reklame kæmper Alcaraz mod en robot på en tennisbane, der svæver over et øde landskab, mens Sinner forvandles til en mester fra renæssancen, og Rune befinder sig ombord på et mægtigt vikingeskib, hvor han bruger sine tennisevner.
Scenen skifter, når Medvedev ridder ind på en frygtindgydende bjørn, kort før Nadal dukker op som en kriger, hvilket er en sjov reference til hans ubestridte dominans på grusbaner. Seerne bliver derefter taget med til iskolde bjergtoppe, hvor Djokovic står ansigt til ansigt med ulve, inden han antænder banen med en flammende baghånd.
Den britiske tennisspiller Liam Broady kunne ikke lade være med at rose reklamen, som har fået navnet 'Call of the Kings', på de sociale medier. Han skrev: "Målløs over, hvor fed denne promo er. Nok den bedste, jeg nogensinde har set i tennis. Ville se denne film. 10/10."
Men Andy Murray, der er kendt for sin klassiske tørre humor, trak alle tilbage til virkeligheden med sin nøgterne kommentar. Han skrev: "Bortset fra at det ikke er en film, og du ikke vil se den, fordi det er en opvisningsturnering, som ingen interesserer sig for."