Holger Rune spiller sig i semifinalen i Cincinnati Open

Af: Nicolai Busekist

|

18/08/2024 09:27

Tennis
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Det ser ud til, at Holger Rune er ved at finde sin gode form igen. Natten til søndag spillede han sig i semifinalen i Cincinnati Open.

Mest læste i dag

Danske Holger Rune har sikret sig en plads i semifinalen i Masters 1000-turneringen Cincinnati Open i USA med en sikker sejr over britiske Jack Draper.

Natten til søndag var den 21-årige dansker i aktion, hvor han sikrede sig sejren i to sæt med cifrene 6-4, 6-2. Det var første gang, at de to unge spillere stod overfor hinanden i en professionel kamp - og her blev det Rune, der trak sig ud af kampen med en sejr.

Meget tyder derfor på, at han så småt er ved at have fundet formen igen. Det har dog ikke været en nem sæson for Rune, der blandt andet måtte trække sig fra OL med en skade i håndleddet.

Potentielt kan det vise sig at være et rigtig godt timing, da der bliver taget hul US Open om otte dage. Det er den sidste chance for at vinde en Grand Slam-titel i denne sæson.

Med sin plads i semifinalen i Cincinnati er han også sikker på at rykke frem som mindst nummer 15 i verden. Hvis han formår at vinde det hele, så kan han se frem til at rykke op som nummer 12. I skrivende stund er Rune nummer 16 på verdensranglisten.

Vinder han finalen, vil det også være hans første turneringssejr siden april 2023, hvor han vandt den noget mindre turnering München. Rune har kun en gang tidligere vundet en Masters 1000-turnering, hvilket skete i Paris i november 2022.

I semifinalen kommer han til at stå over for amerikanske Frances Tiafoe, der fik sin plads i semifinalen, da polske Hubert Hurkacz var nødt til at trække sig fra deres kvartfinale som følge af en skade i læggen. Det oplyser ATP Tour.