Jannik Sinner bliver betragtet som et af de største talenter i tennis. Han har især bevist sit værd i 2023-sæsonen, hvor han blandt andet sikrede sig en plads i finalen ved ATP Finals i Torino.
Her stod han overfor Novak Djokovic, som han havde slået i gruppespillet. I finalen var det dog serberen, der havde det højeste niveau. Derfor måtte Sinner tage til takke med en 2.-plads.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at han er blevet spået en stor fremtid. Tværtimod bliver han betragtet som en af de helt store i fremtiden. Flere gange er han blevet peget på som en af de næste 'Big 3' sammen med Carlos Alcaraz og Holger Rune.
Og der skal ikke være nogen tvivl om, at Darren Cahill har stor tiltro til, at Sinner kommer til at imponere i denne sæson. Faktisk er han gået så vidt, at han har udtalt, at han kan ende med at vinde en Grand Slam-titel.
"Han er klar til at vinde en Grand Slam-titel. Allerede i Australien," sagde han ifølge TennisUpToDate.
"Janniks fysik er en prioritet for holdet. Nu stoler han meget mere på sin krop, han har færre smerter, og han kender sig selv bedre."
Sinner havde generelt en god sæson i 2023, men det var især sidste del af sæsonen, hvor han formåede at imponere. Ikke nok med, at han stod i finalen ved ATP Finals, så hjalp han også Italien med at vinde Davis Cup-titlen for første gang i mere end fire årtier.
Det gjorde han ved at redde tre matchpoint mod den nuværende verdensetter Novak Djokovic, hvilket reddede Italien fra at blive sendt ud af Davis Cup i semifinalen.
På grund af hans høje niveau i sidste del af sæsonen, er der også mange, der ser frem til at se ham spille i 2024. Og det kan bestemt ikke udelukkes, at det vil være muligt for ham at vinde sin første Grand Slam-titel i denne sæson.