Novak Djokovic deler positiv nyhed forud for Wimbledon

Af: Nicolai Busekist

|

29/06/2024 09:33

Tennis
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
For første gang i de seneste par uger, er det en positiv nyhed, som Novak Djokovic har kunnet dele.

Mest læste i dag

Novak Djokovic har været tvunget til at sidde på sidelinjen det seneste stykke tid, da han blev opereret i sit knæ for omtrent tre uger siden. Men forud for Wimbledon har den serbiske stjerne kunnet dele en positiv nyhed.

Det kan godt være, at det kun er tre uger siden, at han har ligget under kniven, men det forhindrer ham ikke i at spille Wimbledon. Han har afsløret, at han ikke længere har smerter, hvorfor det i hvert fald ikke er dét, der kommer til at stoppe ham i jagten på en 25. Grand Slam-titel.

Det slog han fast fredag, hvor han spillede en opvisningskamp mod Daniil Medvedev i London.

"Jeg kan fortælle, at jeg nød det her virkelig, virkelig meget. Smertefri tennis er den bedste form for tennis. Jeg var smertefri, og det er jeg virkelig glad for," sagde Djokovic ifølge AFP.

Djokovic pådrog sig en skade under French Open, der betød, at han var nødt til at lægge sig under kniven. Det betød ligeledes, at han var nødt til at trække sig fra den kvartfinale, han skulle have spillet mod Casper Ruud.

Siden da har han arbejdet på at komme sig efter operationen, og alt tyder på, at det er gået rigtig godt. Derfor er det også hans plan at spille Wimbledon, selvom der har været en del tvivl om, hvorvidt han ville nå at blive klar til det.

"Jeg har spillet nogle få træningssæt, men jeg ville rigtig gerne teste mig selv. Testen (mod Medvedev, red.) var succesfuld, så jeg er selvfølgelig rigtig glad. Det har været tre intense uger efter operationen, og jeg har brugt mange timer på at restituere," lød det fra ham.