Nu afsløres stor hemmelighed: Holger Rune er blevet 'far'
Af: Emil Martesen
|
12/03/2025 15:28
Mest læste i dag
Efter to ugers ufrivillig pause, hvor han har været lagt ned af sygdom, er Holger Rune tilbage på tennisbanen med fuld kraft.
Efter en lovende start på året, hvor han nåede kvartfinalen i Australian Open og måtte se sig slået af en velspillende Jannik Sinner, så det ellers ud til, at 2024 ville blive et år i overhalingsbanen.
Men skæbnen ville det anderledes, og Rune måtte tage sig en ufrivillig timeout med dynen som eneste træningsmakker.
Nu er den danske tenniskomet tilbage, og det er med manér.
I fjerde runde af den prestigefyldte Masters 1000-turnering i Indian Wells viste den danske tennisdarling, at han langt fra har mistet grebet om ketsjeren.
Hans seneste offer blev den græske verdensstjerne Stefanos Tsitsipas, som endnu engang måtte sande, at Rune er hans overmand.
Tsitsipas må kalde Rune for ‘far’
Danskeren besejrede Tsitsipas med de overbevisende cifre 6-4, 6-4, og dermed er stillingen nu 4-0 i deres indbyrdes opgør. Og i tennisverdenen betyder det én ting: Rune har officielt adopteret Tsitsipas - i hvert fald i omklædningsrummet.
"Det, folk siger, er, at når man har slået en modstander tre gange i træk, så bliver man hans ‘far’. Det føles en smule skørt at sidde og sige", afslørede en grinende Rune, da han efter kampen gæstede Tennis Channel.
Studiet brød ud i latter, mens Tsitsipas formentlig havde en lidt mere bitter smag i munden.
For selvom grækeren har leveret stærke præstationer på det seneste, måtte han igen se sig overlistet af den unge dansker.
Rune vil undgå nyt faderskab
Men Holger Rune får ikke tid til at hvile på laurbærrene.
I kvartfinalen venter hollandske Tallon Griekspoor, og her er situationen en helt anden. Hollænderen har nemlig vundet begge deres tidligere møder, og Rune er udmærket klar over, hvad der står på spil.
"Jeg vil prøve ikke at lade Griekspoor blive min far på torsdag", sagde Rune med et grin.
Men spøg til side – danskeren er topmotiveret for at vende skuden.
"Jeg har aldrig slået ham. Det bliver jeg nødt til at få ændret på. Han har en stor forhånd og en stærk serv, men jeg ved, hvordan jeg skal gå ind til kampen med det rigtige mindset. Jeg har en træningsdag i morgen, hvor jeg kan finpudse mit spil. Jeg ser frem til kampen og går ind til den med fuld energi".
Om Rune kan beholde sin faderlige status – eller om han selv bliver sat i børnesædet – får vi svar på torsdag. Én ting er sikkert: Det bliver et opgør, man ikke vil misse.