Rafael Nadal kommer med stor antydning om pension: "Jeg ville gerne, men..."
Af: Nicolai Busekist
|
27/04/2024 11:47
Mest læste i dag
Rafael Nadal har indrømmet, at han gerne vil spille tennis et par år mere og give sin søn en chance for at huske ham spille.
Selvom det er en stor drøm for den spanske legende, så har han i samme ombæring indrømmet, at hans krop sandsynligvis gør det urealistisk.
Torsdag havde Nadal et af de mest særlige øjeblikke på banen nogensinde, da hans søn, der blev født i oktober 2022, var til stede.
Og spanieren gjorde også sit for at gøre det til noget særligt, da han slog 16-årige Darwin Blanch i to sæt med cifrene 6-1, 6-0.
Efter kampen kom Nadal med en ærlig tilståelse. Han har set i øjnene, at det bliver svært for ham at holde liv i sin karriere, da hans krop ganske enkelt ikke tillader ham at spille på højt niveau.
"Jeg ville elske at spille lidt længere og give ham (hans søn, red.) et minde om mig selv, der spiller tennis. Det ville være det ideelle for mig, min kone og min familie. Men jeg kan nok ikke. Sandsynligvis vil jeg ikke være i stand til at gøre det til virkelighed," sagde Nadal ifølge Tennis World.
"Men i det mindste er jeg glad for at have et fantastisk team og familie og venner omkring mig næsten hele mit liv. Det har hjulpet mig på alle måder til at være lykkelig."
Da 2024-sæsonen startede, sagde Nadal, at han ikke lukkede dørene for muligvis at spille i næste sæson, men understregede, at der var flere faktorer, der spillede ind.
Men blot et par dage senere pådrog Nadal sig en skade, der medførte, at han måtte være på sidelinjen i flere måneder.
I betragtning af, at Nadals 2024-sæson ikke er gået som planlagt, er chancerne for, at spanieren fortsætter med at spille sandsynligvis mindre end de var i starten af 2024.
Men hvis Nadal klarer sig godt i Madrid og formår at konkurrere i French Open og holde sig fri af skader, er det ikke helt udelukket.