Store ambitioner: Holger Rune har stort mål for grussæsonen

Af: Nicolai Busekist

|

08/04/2024 17:06

Holger Rune har et klart mål for grussæsonen. Et mål, der kun kan nås, hvis han leverer på højeste niveau.

Mest læste i dag

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Holger Rune før har vist, at han er i stand til at levere på det røde underlag.

Nu får han snart chancen for igen at bevise, at det er det underlag, hvor han er bedst. Det får han, da han senere på ugen skal spille sin første kamp i Masters 1000-turneringen i Monte Carlo.

Sidste år var denne turnering en stor succes for Rune, der sikrede sig en plads i finalen. Her tabte han til Andrey Rublev, men det betyder naturligvis, at han har en del point at forsvare.

Til trods for, at det med garanti også er et mål for ham at gentage succesen fra sidste år, så er hans ultimative mål et andet. Det er nemlig at vinde Grand Slam-titel, hvilket han håber på at kunne gøre ved French Open i år.

"Mit mål for grussæsonen er at vinde min første Grand Slam-titel, og det er French Open," siger Rune til TV 2 Norge ifølge TV 2 Sport.

Sidste år blev Rune slået ud i kvartfinalen af French Open, hvor han stod over for norske Casper Ruud. 

Selvom Rune på mange punkter har leveret på højt niveau i år, så har han endnu ikke vundet sin første titel i denne sæson. Han var tæt på at vinde årets første turnering i Brisbane, men her blev det til et nederlag i finalen.

I Masters 1000-regi har det dog ikke været den store succes. I Indian Wells blev han slået ud i kvartfinalen, mens han på grund af sygdom hurtigt blev sendt ud af Miami Open.

Han har gjort det klart, at han foretrækker at spille på grus. Derfor ser han også frem til at tage hul på denne del af sæsonen.

"Det er et af mine yndlingsunderlag, og banerne er rigtig gode her (i Monte Carlo, red.), så jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har haft en masse gode træninger og gode forberedelser, så jeg glæder mig til at gå ud og vise min tennis," siger han.