Af: Nicolai Busekist
|
12/03/2024 15:03
Mest læste i dag
Onsdag skal Holger Rune i aktion igen ved Indian Wells. Denne gang er det Taylor Fritz, der kommer til at stå på den anden side af nettet i ottendedelsfinalen ved Masters 1000-turneringen.
Det bliver bestemt ikke en nem kamp for den danske stjerne. Den 26-årige amerikaner har et stort arsenal af våben, men han er især kendt for at have en god serv. Derfor kommer Runes succes til at afhænge af, hvorvidt han kan tæmme denne serv.
I denne forbindelse er Fritz endda kommet med en advarsel. Han har gjort det klart, at hans serv er blevet endnu bedre, end da han og Rune spillede mod hinanden sidste år.
"Jeg server bedre nu, end jeg gjorde for et år siden. Markant bedre," sagde Fritz på pressemødet efter sin seneste sejr ifølge Ritzau.
Fritz og Rune har kun spillet mod hinanden én gang før. Deres seneste kamp fandt sted ved Miami Open sidste år, hvor Fritz vandt i to sæt.
Den amerikanske stjerne er dog ikke bleg for at indrømme, at det bliver en hård kamp. Han mener selv, at Rune står et bedre sted, end det var tilfældet i kampen sidste år.
"Det føltes som om, han overtænkte det hele for meget i den kamp. Han gjorde ting, der ikke virkede naturlige for hans spil. Han slicede helt vildt meget eksempelvis. Han spillede på en måde, som han normalt ikke gør," sagde han.
Rune har skiftet ud på trænerposten forud for turneringen i Indian Wells. Han har igen Patrick Mouratoglou, hvilket hidtil har vist sig at være en god succes for den unge dansker.
Mandag aften var han i aktion mod Lorenzo Musetti, hvor det blev til en sejr i to sæt. Især i første sæt formåede Rune at levere en rigtig god indsats.
Fodbold
Tennis