Nu er det kommet frem: Viktor Axelsen på helt særlig liste

Af: Jesper Bengtson

|

22/06/2024 21:00

Badminton
Foto: Karunesh Johri / Shutterstock.com
Viktor Axelsen er naturligvis på listen.

Mest læste i dag

De færreste glemmer næppe Viktor Axelsens gyldne glædestårer efter OL-triumfen i Tokyo 2021.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersens fantastiske sølvmedalje i Rio 2016 vækker også smukke badmintonminder. Eller hvad med Poul-Erik Høyers jubelbrøl og OL-guld i Atlanta 1996? 

Sådan kunne vi blive ved. Danske badmintonspillere har leveret et væld af fantastiske olympiske præstationer og oplevelser, siden sporten kom på OL-programmet i 1992.  

Nu står dansk badminton endnu engang klar til at samle danskerne om fjerbolden til OL.

Danmarks Olympiske Komité har udtaget de ni spillere, der til sommer indtager Porte de la Chapelle Arena i Paris ved den olympiske badmintonturnering. 

Sådan skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

De ni spillere

Mia Blichfeldt, (damesingle)
Anders Antonsen, (herresingle)
Viktor Axelsen, (herresingle)
Sara Thygesen og Maiken Fruergaard, (damedouble)
Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup, (herredouble)
Alexandra Bøje og Mathias Christiansen, (mixeddouble)

”Danmark har ualmindeligt stolte OL-traditioner på badmintonbanen, og det er en sport, som i den grad kan samle den danske befolkning og skabe rød-hvid OL-feber. Det, er jeg sikker på, også kommer til at ske i Paris med dette fantastiske badmintonhold, hvor alle spillere hører til i den absolutte verdenselite,” siger chef de mission i DIF, Søren Simonsen. 

Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark, siger om udtagelserne: 

”Danmark hører til blandt verdens førende badmintonnationer, og vi har tradition for at være med i kampen om OL-medaljerne. Det tror jeg også, at vi vil være i Paris, og jeg er rigtig glad for, at vi er repræsenteret i alle kategorier. Især i herresingle står vi stærkt med den regerende olympiske mester Viktor Axelsen og Anders Antonsen, som har vist imponerende takter i begyndelsen af året, og i herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup, der vandt VM-sølv i 2023.. ” 

Samtlige ni danske spillere repræsenterede også Danmark ved OL i Tokyo 2021, og elite- og sportschef, Jens Meibom, i Badminton Danmark har store forventninger til de danske badmintonstjerner.  

”Vi sender et hold med masser af rutine og erfaring. Et hold, hvor alle spillere har været til OL før, og som vi tror på kan levere nogle rigtig gode præstationer til OL. Vores målsætning er at vende hjem fra OL med en medalje, og det går vi stenhårdt efter at lykkes med,” siger Jens Meibom.