Viktor Axelsen på randen af at bryde alle grænser: "Det gør selvfølgelig, at udfordringen er endnu større"

Af: Emil Martesen

|

07/09/2023 09:30

Badminton
Foto: VCG/Getty Images
Foto: VCG/Getty Images
Viktor Axelsen er på randen af at bryde alle grænser.

Mest læste i dag

Der kan ikke pilles ved, at den danske badmintonstjerne gang på gang gør god figur.

Og Viktor Axelsen står på tærsklen til at indskrive sig i historiebøgerne.

Med en sejr i China Open, der i skrivende stund løber af stablen, vil Axelsen blive den første spiller nogensinde til at triumfere i alle de største turneringer.

En bedrift der vil cementere hans status som en af de bedste herresinglespillere i sin tid.

Viktor Axelsen, der allerede har vundet en række prestigefyldte titler, herunder OL og VM, har nu rettet sine øjne på den manglende 'diamant' i sin krone på værket.

Han lægger heller ikke skjul på, at han har niveauet til at gå hele vejen:

"Selvfølgelig kunne det være fedt. Jeg har ikke haft mulighed for at spille her i de sidste tre år (grundet coronapandemien, red.), hvor jeg har haft et rigtig højt niveau. Så det gør selvfølgelig, at udfordringen er endnu større. Men jeg hæfter mig ved, at jeg har niveauet og positionen til at kunne gå rigtig langt og vinde", lyder det fra verdensetteren til TV 2.

Men vejen til sejr er ikke uden forhindringer.

China Open er kendt for sin intense konkurrence, især med de lokale spillere, der er ivrige efter at vise sig frem på hjemmebane.

TV 2 Sports badmintonekspert, Jim Laugesen, understreger i samme ombæring, at det er en svær hal med mange dygtige spillere, der alle er fast besluttede på at ramme topformen.

Viktor Axelsen tager torsdag formiddag hul på anden runde.