Mest læste i dag
Det er ikke nogen hemmelighed, at Mattias Skjelmose var tippet til at være en af favoritterne til dette års Amstel Gold Race. Han endte dog langt fra podiet, da han og flere andre favoritter kørte med en helt forkert strategi.
Både han og Andreas Kron måtte acceptere, at de endte med en plads uden for top-15 i den store klassiker. Det var naturligvis ikke helt, hvad de havde håbet på.
Efter løbet gav de to danske ryttere et interview til TV 2 Sport. Her slog Skjelmose fast, at løbet ikke havde udviklet sig helt, som han havde regnet med. Det var derfor grunden til, at han ikke kom til at kæmpe med om sejren.
"Der var ikke noget super samarbejde (i feltet, red.). Det var lidt ærgerligt. Jeg synes, at cykelløbet blev lidt for nemt, og jeg ved ikke, hvor mange der er tilfredse. Det blev lidt noget rod," sagde Skjelmose til TV 2 Sport.
Det var INEOS-rytteren Tom Pidcock, der endte med at være den første mand over stregen. Han stak af sted med en større gruppe med lidt over 30 kilometer til mål. Her var Skjelmose og Kron ikke med, og det ødelagde deres chancer for en god placering.
De to danske ryttere gjorde begge flere forsøg på at lukke hullet til den forreste gruppe, men det havde de ikke succes med. Sammen med Mathieu van der Poel, der var klar favorit, måtte de kigge langt efter spurten om podiepladserne.
Efter løbet forklarede Skjelmose også, at han og flere andre ventede på et angreb fra Van der Poel. Meget tydede dog på, at han simpelthen ikke havde benene til det, for angrebet kom aldrig.
"Der var bare for mange, og så lod vi nogle køre. Vi troede, at Mathieu van der Poel ville lukke op, men han er også blevet træt – endelig," lød det fra danskeren.
Fodbold
Tennis