For omtrent en uge siden meddelte Lennard Hofstede, at han havde truffet en stor beslutning. Han har nemlig valgt at indstille sin karriere.
Derfor har Team Visma | Lease a Bike været nødt til at lede efter en afløser. Med Hofstede ude, er der en ledig plads i truppen, men denne kan potentielt blive besat inden længe.
Ifølge mediet WielerFlits er der meget, der tyder på, at den tomme plads vil blive overtaget af Julien Vermote. Den 34-årige belgiske cykelrytter er meget erfaren, men han havde ingen kontrakt i 2023. Alligevel har han ikke følt sig klar til at stoppe karrieren.
Da han ikke var under kontrakt i sidste sæson, var han blandt andet at finde ved diverse mindre endagsløb i Belgien. Desuden deltog han også i de belgiske mesterskaber, hvor det blev til en 19.-plads.
Efter sigende skulle der være støtte fra landsmanden Wout van Aert, hvilket kan hjælpe ham med at sikre den sidste ledige plads på det hollandske cykelhold.
Vermote tog hul på sin karriere som professionel cykelrytter tilbage i 2011, hvor han fik en kontrakt hos QuickStep. Han var en del af holdet helt frem til 2017, hvor han skiftede til Team Dimension Data.
Her nåede han at være i to sæsoner, inden turen gik videre til Cofidis i 2020. I de to efterfølgende sæsoner kørte han for Alpecin - Fenix, inden han havde et år, hvor han ikke var under kontrakt.
Det faktum, at han ikke er under kontrakt betyder, at Team Visma | Lease a Bike ikke skal tænke på at købe ham fri. Belgieren har desuden erfaring fra store løb, da han har deltaget Tour de France fire gange og Giro d'Italia tre gange.