Mest læste i dag
På 4. etape af Baskerlandet Rundt var Jonas Vingegaard involveret i et meget alvorligt styrt. Det medførte, at han brækkede sit kraveben og flere af sine ribben. Dertil har han også punkteret en lunge.
Den danske Tour de France-vinder blev efterfølgende indlagt på et hospital, hvor han har været indlagt siden.
Tirsdag blev det dog meldt ud af det spanske medie El Periodico, at han ville blive udskrevet fra Txagorritxu Hospital i Vitoria i dag. Men nu viser det sig, at der ikke er hold i historien fra det spanske medie.
TV 2 Sport har været i kontakt med Team Visma - Lease a Bike, der siger, at han ikke er blevet udskrevet, og at han stadig er indlagt på det spanske hospital.
Desuden fortæller det hollandske hold også, at de håber på at kunne give en opdatering på hans tilstand tirsdag eller onsdag. I denne forbindelse kan der potentielt også komme information om, hvornår Vingegaard kan blive udskrevet fra hospitalet.
Holdet siger også, at de er meget overraskede over indholdet af artiklen hos det spanske medie. De har nemlig intet bekræftet om, at Vingegaard er blevet udskrevet - eller at der er planer om, at han bliver det tirsdag.
Den danske stjerne har været indlagt siden sit styrt, og var i sidste uge på operationsbordet for sit brækkede kraveben. Der er ikke blevet udført operationer i forbindelse med hans ribben eller lunge.
Det vides endnu ikke, hvornår han er klar til at blive udskrevet fra det spanske hospital. Hos Team Visma - Lease a Bike håber man dog på, at der ikke går alt for lang tid, inden han er klar til at forlade hospitalssengen.
Fodbold
Tennis