Der var lagt op til, at de skulle klare sig rigtig godt i Deutschland Tour. Alligevel havde de næppe regnet med, at det ville gå så godt, som det gjorde.
Lidl-Trek og Mads Pedersen valgte at stille stærkt til start ved det tyske cykelløb, hvilket giver god mening, da Lidl er en af deres hovedsponsorer. Både Mads P. samt sprinteren Jonathan Milan var blandt de største navne i løbet.
Forud for løbet havde de lavet sjov med, at de ville vinde alle etaper. Efter de fem etaper er det ikke længere noget, de behøver at lave sjov med. Med en række pragtfulde præstationer, formåede de nemlig at gøre det til en realitet.
Prologen blev vundet af Milan, hvilket også var tilfældet for 1. etape. Dagen efter var Mads P. først over målstregen, inden Milan tog sejren på 3. etape. På den 4. og sidste etape var det igen den danske stjerne, der var den hurtigste mand. Dermed tog de sejren på samtlige etaper i løbet.
Derfor er det også svært at komme udenom, at det var et rigtig godt løb for den danske stjerne, der endte med at tage den samlede sejr.
På et pressemøde efter løbet slog Mads P. fast, at han føler sig overbevist om, at en lignende præstation ikke kommer til at finde sted i den nærmeste fremtid.
"Det tager nok lang tid, før vi ser, at det sker igen. Vi skal også huske på, at vi stort set er her med en trup, der kunne deltage i Tour de France eller andre af de største løb i sporten. Det er over vores forventninger, at vi har vundet hver en etape - vi havde været tilfredse med to. Men vi har gjort holdet og Lidl stolte," sagde han ifølge TV 2 Sport.
"Da vi så den trup, der blev udtaget hertil, sagde vi, at én etapesejr ikke var nok. Vi var nødt til at prøve at vinde alt det, vi kan."