Magnus Cort langer ud efter straf: "Sikke en joke"
Af: Nicolai Busekist
|
07/07/2024 08:02
Mest læste i dag
Fredagens enkeltstart havde en masse gode ting at byde på. Her er det især værd at fremhæve den intense kamp mellem de fire favoritter i form af Primoz Roglic, Jonas Vingegaard, Remco Evenepoel og Tadej Pogacar.
De var de sidste fire ryttere, der blev sendt ud på etapen, hvorfor de fleste fans sandsynligvis sad limet fast til skærmen. Det var dog ikke det eneste aspekt af fredagens enkeltstart, der endte med at få en del omtale.
Det samme var tilfældet for en særlig episode med Julien Bernard, der blev hyldet af fans langs ruten, da han bor i Dijon, hvor enkeltstarten blev kørt. Han sørgede naturligvis for både at bade sig i den store hæder, men også give tilbage med highfives.
Det hele særlige moment opstod dog først, da han midt på ruten stoppede for at uddele kys til familien. Det fik kameraerne naturligvis travlt med at filme, og det hele virkede som sjov og spas. Men nu har situationen fået et efterspil.
Den internationale cykelunion, UCI, har besluttet at give Bernard en bøde på 200 schweizerfranc, hvilket svarer til cirka 1.500 kroner for 'upassende opførsel under enkeltstarten og at beskadige sportens ry'.
Det er dog langt fra alle, der har taget godt imod denne straf til franskmanden. En af dem, der har langet ud efter straffen, er Magnus Cort:
"Sikke en joke. Jeg gætter på, at jeg må have været heldig, da de overså mig for et par dage siden," skrev han i et opslag på det sociale medie X, hvor han også delte en video af ham selv i en lignende situation.
Ifølge TV 2 Sport har Bernard også været ude at kommentere straffen. Han har en klar holdning til bøden, men han har accepteret den, og sørger for, at den bliver betalt.
"Undskyld til UCI, for at jeg har beskadiget sportens ry. Men jeg er villig til at betale 200 schweizerfranc hver dag for at genleve det her øjeblik," lød det fra franskmanden i et opslag på X.