Den slovenske stjerne mener ikke, at Jonas Vingegaard er nær så usikker på sin egen form, som både han og holdet har givet udtryk for på det seneste.
Vingegaard var ude for et slemt uheld ved Baskerlandet Rundt, som kostede ham 12 dage på et hospital. Han pådrog sig både et brækket kraveben, flere brækkede ribben og en punkteret lunge.
Derfor var der stor tvivl om, hvorvidt han ville nå at blive klar til Tour de France, men den tvivl har han gjort til skamme. Og faktisk er det flere gange blevet påpeget, at han er i markant bedre form, end de fleste havde regnet med.
På et pressemøde gjorde Pogacar det klart, at han ikke lader sig distrahere af det faktum, at Vingegaard og Visma forsøger at underspille hans niveau.
"På 2. etape satte vi rekord for den hurtigste klatring på San Luca-stigningen, og Jonas var god nok til at sidde i mit hjul. Når du kører så hurtigt op til San Luca, så er din form rimelig god," sagde han ifølge Ritzau.
"Han sidder hele tiden oppe foran og virker enormt fokuseret. Han kører nedkørsler, tager risici. Jeg synes, at han ser ret skarp ud og er i rigtig god form. Visma prøver at underspille en smule, og samtidig prøver de at udstråle selvsikkerhed til løbets sidste uge. Men det generer mig ikke. Jeg er meget mere sikker på mig selv i år."
Derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at Vingegaard stadig er en af favoritterne til at vinde Tour de France i år. Han kan dog se frem til at få hård konkurrence fra både Pogacar og Remco Evenepoel.
På nuværende tidspunkt ligger han nummer tre i det samlede klassement, hvor han har et minut og 15 sekunder op til Pogacar på 1.-pladsen. På 2.-pladsen finder man Evenepoel, der er 33 sekunder efter den slovenske profil.