Af: Nicolai Busekist
|
08/07/2024 16:52
Mest læste i dag
Det er fortsat Tadej Pogacar, der er favorit til at løbe med den samlede sejr i Tour de France. Både Jonas Vingegaard og Remco Evenepoel har dog vist, at de ikke har i sinde at lade ham løbe med sejren uden kamp.
På søndagens etape, som var 9. etape af årets Tour de France, formåede de begge at holde fast i Pogacar, så han ikke kunne stikke af. Til trods for dette, så er den slovenske stjerne kommet med en stikpille til danskeren og hans hold.
Pogacar har nemlig udtalt, at han er sikker på, at Vingegaard og hans hold 'er bange' for ham. Desuden kom han også med kritik af deres taktik om ikke at lade den danske stjerne føre, da han, Pogacar og Evenepoel lå i et udbrud sammen.
"Det er en skam, at Remco, Jonas og jeg ikke gik efter det," sagde Pogacar ifølge nyhedsbureauet AFP.
"Jeg tror, at det er på grund af Vismas taktik. Ellers havde det været os tre på podiet. De er bange for mig og fulgte mig bare."
Efter søndagens etape er det fortsat Pogacar, der er at finde i den gule trøje. Han er dog ikke den eneste, der er kommet med kritik af Vingegaard. Det samme er tilfældet for Evenepoel, der har kaldt det for 'en skam', at han ikke var klar til at føre.
"Det er en skam, ja. Vi kunne have taget tre eller fire minutter på de andre," lød det fra den belgiske stjerne efter 9. etape.
Etapen bød på intet mindre end 14 sektioner med grusvej, hvilket ikke ligefrem er en favorit for Vingegaard. Han oplevede desuden også, hvor stressende det kan være at punktere, da han var nødt til at låne sin holdkammerats cykel efter en punktering på et af stykkerne med grus.
Fodbold
Tennis