Af: Nicolai Busekist
|
11/06/2024 14:18
Mest læste i dag
På det seneste har der været en del rygter om Christian Eriksens fremtid. Han har et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Manchester United, men han vælter sig ikke ligefrem i spilletid.
Derfor har der været forlydender om, at den 32-årige midtbanespiller kan forlade Old Trafford denne sommer. Det har naturligvis medført, at han er blevet kædet sammen med flere forskellige klubber.
Blandt andet har flere medier rapporteret, at der skulle være interesse fra klubber i Tyrkiet. Hertil er snakken naturligvis også faldet på et potentielt skifte til Saudi-Arabien, men ifølge Eriksen har det overhovedet ikke hans interesse.
"Jeg har aldrig fået tilbud, og jeg har sørget for, at det aldrig er blevet opsøgt. Hvis min agent har sagt noget, har jeg altid sagt, at jeg ikke engang vil vide, hvad det er, for det er ikke noget, der interesserer mig," siger Eriksen i et interview med Bold.
Han bliver også spurgt om, hvorvidt han kan se det ske i fremtiden. Her står han også fast på, at det bliver et nej.
"Jeg forstår godt, at det kan være rigtig svært at sige nej, hvis man ser, hvor mange penge der er indblandet, men jeg prøver bare at undgå det helt, så jeg slet ikke får at vide, hvor meget det kunne være. Jeg skal ikke derned," understreger han.
Derfor er der ikke den store chance for, at vi kommer til at se Eriksen taget imod en lukrativ kontrakt i Saudi-Arabien, hvilket mange store stjerner allerede har gjort.
Det var Cristiano Ronaldo, der fik snebolden til at rulle, da han tog imod en milliardkontrakt i Al-Nassr. Siden da har han fået selskab af bl.a. Neymar, Karim Benzema, Sadio Mane, Roberto Firmino og flere andre store navne.
Fodbold
Tennis