David Beckham kan investere i Premier League-klub - og det er ikke Manchester United
Af: Nicolai Busekist
|
07/12/2023 08:00
Mest læste i dag
David Beckham er en legende i Manchester United, men der er ingen tegn på, at han har planer om at investere i klubben. Derimod lyder det, at Sir Jim Ratcliffe i nærmeste fremtid vil købe 25% af aktierne i selskabet bag klubben.
Dette er dog ikke ensbetydende med, at David Beckham ikke er på vej til at blive medejer af en klub i Premier League. I hvert fald er det noget, som han har muligheden for at blive, skriver Sportbible.
Årsagen til dette er, at Brentford-ejer Matthew Benham er åben for at sælge en mindre andel i klubben. Det kan give god mening for Beckham at gøre, da han allerede har en forbindelse til klubben. Hans søn spiller nemlig på klubbens B-hold.
Den 48-årige tidligere fodboldspiller, der også er medejer af Inter Miami, kan derfor overveje at investere i den London-baserede klub. Sandsynligvis har han de finansielle kræfter, der skal til, for at kunne gøre dette.
"I betragtning af den seneste stigning og vækst i vores klub og det skiftende aktionærlandskab i Premier League, er det ingen overraskelse, at der har været interesse for investeringsmuligheder i Brentford FC," siger en talsmand for Brentford.
"Selvom Matthew Benhams engagement i klubben forbliver så stærkt, som det nogensinde har været, er det kun naturligt, og måske endda vigtigt, for os at undersøge, hvad nye investeringer potentielt kan betyde for fremtiden for Brentford FC."
"Vi må ikke stå stille. Vi er fast besluttet på at sikre Brentford FC's langsigtede fremtid og forblive konkurrencedygtige i verdens mest udfordrende og succesrige liga."
Beckham har haft stor succes i Inter Miami, da han blandt andet har hentet Lionel Messi til klubben. Den argentinske troldmand hjalp klubben med at vinde Leagues Cup i sin første sæson, hvilket er klubbens første trofæ.