Lørdag aften skal Manchester United i aktion mod Newcastle, men de kommer ikke til at være fuldtallige. Tværtimod må Erik ten Hag klare sig uden flere af sine store stjerner.
Ifølge Manchester Evening News er der potentielt syv spillere, der ikke bliver klar til kampen mod Newcastle, der bliver spillet på St James' Park.
Det gjorde træner Erik ten Hag klart på et pressemøde fredag. Her kom han også ind på danske Christian Eriksen, som på det seneste har siddet ude med en skade.
Der har naturligvis været spekuleret i, hvornår han forventes at være klar til at vende tilbage til banen. Dette har Erik ten Hag dog ikke været i stand til at give et konkret svar på.
Tværtimod forklarede han på fredagens pressemøde, at der vil gå 'nogle uger', før den danske midtbanespiller er sin skade kvit.
"Det vil tage nogle uger, før han kommer tilbage," sagde Erik ten Hag ifølge Manchester Evening News.
Det engelske medie skriver, at det forventes, at han ikke når at blive klar i år. Derimod vender han sandsynligvis først tilbage i januar 2024.
Hvis han ikke når at blive klar inden januar, står han til at misse otte kampe, hvilket blandt andet omfatter den sidste Champions League-kamp mod Bayern München. Vinder Old Trafford-klubben kampen, skal FCK og spille Galatasaray uafgjort, hvis Manchester United skal gå videre.
Manchester Evening News skriver desuden, at Casemiro også forventes at være ude resten af året. Han er endnu en vigtig mand på midtbanen, som den engelske storklub derfor må klare sig uden.
"Han blev skadet lige før halvleg (i Carabao Cup-kampen mod Newcastle, red.). Det er derfor, vi var nødt til at tage ham ud," sagde Erik ten Hag.