Erik ten Hag taler ud om Rasmus Højlund-skade

Af: Nicolai Busekist

|

25/02/2024 09:04

Manchester United-træner Erik ten Hag har udtalt sig om danske Rasmus Højlund, der for tiden holdes ude af en muskelskade.

Mest læste i dag

Det næste stykke tid er Erik ten Hag og Manchester United nødt til at klare sig uden Rasmus Højlund, der sidder ude med en skade.

Lørdag eftermiddag var De Røde Djævle i aktion mod Fulham i Premier League, hvor det var tydeligt at se, at de manglede den danske angriber i front.

Kampen endte med et nederlag på 1-2 til holdet fra London, hvor Ten Hags tropper særligt havde svært ved at præstere i offensiven. Netop derfor stod det klart, at de havde brug for Højlund eller en anden naturlig angriber i spidsen.

Skaden kommer på et enormt ærgerligt tidspunkt for Højlund, der på det seneste har været brandvarm i den røde trøje. De seneste seks kampe i træk i Premier League er det blevet til mål for danskeren, men lørdag fik han ikke mulighed for at fortsætte den gode stime.

Ten Hag har ikke lagt skjult på, at skaden er et stort tilbageslag for den engelske klub, der alligevel skal forsøge at få offensiven til at hænge sammen.

"Selvfølgelig er det et tilbageslag for Rasmus. Og samtidig er det også et tilbageslag for os, at vi ikke kan fortsætte den gode proces, som de tre forreste spillere er inde i lige nu. De har virkelig komplimenteret hinanden godt på det seneste," sagde han ifølge TV 2 Sport.

På det seneste har Højlund haft et rigtig godt samspil med Alejandro Garnacho på kanten. Han var også i aktion i kampen mod Fulham, hvor han havde flere gode aktioner, men et mål blev det ikke til.

Uniteds eneste mål blev scoret af Harry Maguire, der lignede deres redningsmand, da han sent i kampen udlignede til 1-1. Kort tid efter fik Fulham en friløber, som blev udnyttet til at sende bolden i nettet og dermed score til 1-2.