Erling Haaland med flot gestus: Har kostet ham 90.000 kroner
Af: Nicolai Busekist
|
22/11/2023 18:00
Mest læste i dag
Erling Haaland har flere gange bevist, at hans barndomsklub stadig har en særlig plads i hjertet. Det har han endnu engang gjort, da han har betalt for, at 200 fans kan komme med toget til en udebanekamp.
Den norske stjerne har tilbudt at betale 10.400 pund for, at Brynke FK-fans kan rejse til Kristiansand, hvor de skal spille mod Start. Det svarer til næsten 90.000 kroner.
23-årige Haaland spillede for Bryne i sin barndom, inden han i 2017 skiftede til Molde. Han fik sin professionelle debut for Bryne tilbage i 2015, hvilket var længe inden, at han blev anset som en af de bedste angribere i Europa.
Han har stadig en stor kærlighed til den norske klub, som han har hjulpet før. Ifølge norske TV 2 har han denne gang valgt at sponsorere en gruppe tilhængeres togbilletter. Hver billet koster omkring 450 kroner, men fansene kan glæde sig over, at de ikke selv skal betale. Det sørger Haaland nemlig for.
Derudover har han angiveligt også tilbudt at betale for busbilletter, hvis nogle af klubbens fans ikke vil med toget.
"Fra klubbens side er det hemmeligt, hvem der sponsorerer fansene," siger marketingchef for Bryne FK, Bjørn Hagerud Roken.
"Vi kan ikke sige så meget andet, end at det er fantastisk, at vi får mulighed for at sende så mange fans som muligt til Kristiansand."
"Tiderne er hårde for folk rent økonomisk, og det gør det sværere for folk at prioritere at rejse til en kamp som denne. Dette har derfor givet flere fans mulighed for at tage med."
Talsmand Ole Morten Hobberstad har dog bekræftet, at det er Haaland, der har haft pungen fremme.
"Det er rart, at Erling vil sponsorere en tur for Bryne-fansene. Det er noget hele Bryne sætter stor pris på," siger han.
"Det er også medvirkende til, at flere, der måske ikke har prioriteret det i første omgang på grund af inflation og rentestigninger, nu rejser med for at støtte Bryne i slutspillet."