Manchester United-fans sår tvivl om Rasmus Højlund: 'Der kommer mange undskyldninger'
Af: Nicolai Busekist
|
12/12/2023 13:02
Mest læste i dag
Den danske angriber har endnu ikke scoret sit første mål i Premier League. Det har han nu haft 12 kampe til at gøre. Derfor begynder der efterhånden at blive sået tvivl om, hvorvidt han er den rette spiller til offensiven.
Ganske vist har han bidraget med fem mål i Champions League, men målene i Premier League lader fortsat vente på sig. Heller ikke i weekendens kamp mod Bournemouth kom han på tavlen. Her endte United med at tabe 3-0 på hjemmebane.
Ifølge mediet Tribuna har det medført, at United-fans er begyndt at stille spørgsmålstegn ved den 20-årige angriber. De har taget et kig på nogle af reaktionerne på forummet RedCafe, som du kan se herunder:
"Vi begynder at nå et bekymrende territorium med ham. Du kan ikke være i december og have scoret nul mål i ligaen. Den anden ting er, at jeg bare ikke kan se et angriberinstinkt hos ham," skrev en bruger.
"I øjeblikket er han lige så nyttig som Weghorst. Forsøger at bryde forsvarsspillere og løbe lidt ind. Han ligner til tider Lukaku på bolden. Han forsøgte at lave et par 'stepovers' og væltede," lød det fra en anden.
"Jeg kan godt lide ham, men der er mange undskyldninger for, at det er december, og han stadig ikke har scoret et eneste PL-mål. Ung eller ej, så er det ikke godt nok," skrev en tredje.
"Når Ten Hag bliver fyret, kan han i det mindste se tilbage og sige, at han formåede at tjene nogle penge til sin agent og bror på bagsiden af Højund-købet," skrev en fjerde i en kommentar.
"Der er ingen vej udenom. Vi kan komme med alle de undskyldninger, vi ønsker, men han har været skuffende. Han er ikke klar til at være førsteholdsangriber og vi har brug for en anden end Martial til at tage ansvaret. 0 ligamål, når det nærmer sig jul, er uacceptabelt," skrev en femte.