Manchester United-legenden Wayne Rooney har været genstand for en del rygter på det seneste. Der har nemlig været forlydender om, at han skulle være åben for at tage imod en boksekamp.
Han har især været kædet sammen med Misfits Boxing, som blandt andet er ejet af YouTube-stjernen KSI. Hidtil har der dog ikke været nogen officiel udmelding om, at en boksekamp med Rooney skulle være på vej.
Nu har den tidligere fodboldspiller selv valgt at tage bladet fra munden. Han har ikke afvist, at en boksekamp kan blive en realitet, men det er ikke hans nuværende fokus. Derimod har han fokus på at finde et nyt trænerjob.
Sådan lyder det fra Rooney i podcasten 'The Overlap', hvor han også fortæller, at der har været dialog mellem ham og Misfits Boxing.
"De har været i kontakt og har stillet spørgsmålet, men jeg tror, at jeg for øjeblikket vil fokusere på at finde tilbage til et trænerjob," siger han.
"Der er et par stykker. Naturligvis har Misfits været med, og det har været overalt i nyhederne. Men jeg vil tilbage i et trænerjob. Det er mit fokus."
Den 38-årige legende har ikke haft et job, siden han blev fyret som træner i Birmingham City. Her fik han ikke den store chance for at bevise sit værd, da han blev fyret efter blot 15 kampe.
Ifølge The Sun har der været en del meldinger om, at der har været dialog mellem Rooney og Kalle Sauerland. Netop Sauerland er promoter for Misfits Boxing.
I denne forbindelse er det også kommet frem, at han angiveligt skulle have 'overvejet sine muligheder'. Men nu ser det dog ud til, at det ikke er noget, der bliver en realitet. I hvert fald kommer det ikke til at ske i nærmeste fremtid.