Mest læste i dag
Det ser ikke ud til, at Charles Leclerc er færdig med at køre i Formel 1 i den nærmeste fremtid. Tværtimod har han skrevet under på en ny kontrakt, der holder ham i feltet i yderligere fem år.
Den 26-årige racerkører har været hovedperson i en del rygter i denne sæson. Blandt andet har der været rygter om, at han kunne være på vej til Mercedes. Det blev dog afvist, da de offentliggjorde, at Lewis Hamilton havde underskrevet en ny kontrakt.
Og nu melder mediet Gazzetta dello Sport, at han har underskrevet en ny femårig aftale med Ferrari. Den kommer derfor til at sikre ham en plads på holdet helt frem til udgangen af 2029.
Mediet skriver også, at han har sikret sig en meget lukrativ kontrakt. Fremover kan han se frem til en årsløn på 25 millioner euro, der stiger til intet mindre end 50 millioner euro i sidste år af kontrakten.
Desuden er der blevet indskrevet klausuler, der gør det muligt for Leclerc at komme ud af kontrakten. Det er dog værd at bemærke, at disse klausuler først træder i kraft efter 2027-sæsonen.
Det er endnu ikke blevet officielt meldt ud, at han har fået en ny aftale med Ferrari. Ifølge Express er der en forventning om, at der vil blive meldt noget ud i nærmeste fremtid.
Leclerc fik sin debut hos Ferrari i 2019. Inden da kørte han for Sauber, som han fik debut for året inden. Den 26-årige stjerne har vundet fem løb for Ferrari, men han har ikke vundet siden juli sidste år.
Gazzetta dello Sport meddeler desuden også, at Ferrari forhandler med Carlos Sainz. Hans nuværende aftale udløber i udgangen af 2024. Derfor begynder det at være presserende at binde ham til en ny aftale, hvis de vil undgå, at han forhandler med andre hold.