Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke var sjovt at hedde Lewis Hamilton i slutningen af 2021-sæsonen. Her endte han med at tabe mesterskabet til Max Verstappen efter en meget kontroversiel beslutning fra løbsdirektør Michael Masi.
Den britiske racerkører var i front helt frem til sidste omgang, hvor en Safety Car blev sendt på banen. Det fik Masi til at træffe en meget kontroversiel beslutning, der placerede Verstappen lige bag Hamilton - på helt friske dæk.
Dermed formåede Verstappen at overhale Hamilton og gøre krav på sit første verdensmesterskab. Mercedes var rasende over, hvad der var foregået på banen, og klagede derfor over beslutningen. Det resulterede i, at Masi blev fyret.
Det havde været stort for Hamilton at vinde mesterskabet i 2021. Hvis han havde gjort det, havde han i alt vundet otte titler. Dermed ville han have overgået Michael Schumacher, der ligesom Hamilton har vundet syv mesterskaber.
Nu har Horner afsløret, at han beundrer Hamilton for, hvordan han håndterede det dengang. Det kan nemlig ikke have været en sjov situation for den erfarne racerkører.
"Hatten af for den måde, som Lewis håndterede den skuffelse efter løbet, for han må have været endnu mere skuffet. Det rekordsættende verdensmesterskab er lige forsvundet," sagde Horner ifølge Mirror i podcasten 'Secrets of Success'.
"Men han håndterede det med værdighed og respekt. Jeg gav ham hånden efter løbet, og han havde den gode ynde at sige: 'Godt gået'. Der bliver talt meget om den sidste omgang, men Mercedes deltog i det løb, og de var hurtigere end os."
Hamilton og Mercedes har haft det svært siden 2021, hvorfor der har været tvivl om, hvorvidt den britiske stjerne overhovedet ville fortsætte.
Han har dog skrevet under på en ny kontrakt med holdet, der løber til udgangen af 2025. Og han håber naturligvis på at vinde sit ottende verdensmesterskab, inden hans nuværende kontrakt med Mercedes udløber.