Mest læste i dag
Red Bull-stjernen Max Verstappen har flere gange bevist, at han er rigtig glad for motorsport. Faktisk er han så vild med det, at det også er det, han beskæftiger sig med, når han ikke kører i Formel 1.
I de fleste tilfælde er der tale om såkaldt simracing, hvilket betyder, at det er virtuelle racerløb. I weekenden deltog han i den virtuelle version af Daytona 24 Hours.
Ifølge GPFans er det af de største løb, når det kommer til simracing. Han var tilmeldt med holdet Team Redline, som han også er medejer af. Med på sit hold havde han Ola Steinbraten og Gianni Vecchio, der sammen med Verstappen kørte i GTD-klassen.
Få dage forinden var han vendt retur til racerløb, da han deltog i 'Real Racers Never Quit'-begivenhed. Her deltog han også med Team Redline, men dog ikke med den store succes, da han var involveret i en ulykke, der medførte, at han måtte nøjes med 8.-pladsen.
Og i Daytona 24 Hours var han også involveret i en ulykke, da han kolliderede med sit holds søsterbil.
På daværende tidspunkt var der omtrent 12 timer og 50 minutter tilbage af løbet. Verstappen lå nummer to i sin klasse, men endte med at kollidere med Team Redlines anden bil, der blev kørt af Josh Thompson.
Her så det ud til, at Thompson bremsede noget hårdere, end det var forventet af Verstappen. Det resulterede i, at den hollandske racerkører kørte direkte ind i bagenden af bilen, hvilket sendte ham ud af banen.
På trods af ulykken endte løbet alligevel med at være en succes for Verstappen, da han førte sit hold til sejr i GTD-klassen.
Allerede tirsdag vender han retur til simracing igen. Denne gang bliver det i Real Racers Never Quit-mesterskabet, hvor der skal køres i Formel 3-biler på Silverstone. Derefter skal han køre i en Formel 4-bil på Mugello.
Fodbold
Tennis